|
 OPSTANDELSE
"Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom."
Sådan skriver apostlen Paulus til menigheden i Korinth.
Sagen er sat på spidsen.
Hvis Kristus ikke er stået op fra de døde, så er tomheden der stadig.
Så har vi ingenting at tro på, og intet at prædike. Da er vi fortabte.
"Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste at alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen."
For Kristi opstandelses skyld
findes der en levende kirke på jorden
Medens det endnu var mørkt skete det. Jubelsangen følger med solopgangen kloden rundt: "Sandelig Kristus er opstanden."
Hvorfor står og falder alt med det? Med Kristi opstandelse?
Kan Kirken ikke prædike om kærlighed alligevel?
-Jo, men kun om menneskers kærlighed.
Og fred på jorden?
-Jo, men ikke fred for urolige hjerter.
Og retfærdighed?
-Jo, men ikke retfærdigheden fra Gud.
En levende Herre — en levende kirke — levende mennesker.
Alt hører sammen som forudsætning og konsekvens.
Kristi opstandelse er bekræftelsen på det som skete, det som sker, og det som skal ske: Han er opstået for vor retfærdiggørelses skyld.
Derfor findes der noget at forkynde.
For Kristi opstandelses skyld findes der et levende håb som ikke beror på os selv
Håbet var der ikke før opstandelsen.
Heller ikke, da Maria, tidligt om morgenen begav sig ud mod graven.
Heller ikke hos apostlene, der havde gemt sig bag låste døre.
Ingen ventede længere noget.
Men det skete alligevel.
Underet var ikke beroende, hverken af deres tro eller deres håb.
Kraften var Guds; ikke deres.
Menneskers tro kan virke meget, men ikke dette.
Vantroen kan hindre meget, men ikke dette.
Opstandelsen beror ikke på os selv.
Lige så lidt som dengang du kom til verden skrigende skøn og dejlig.
Du opfandt jo ikke dig selv.
Du var Guds gave til dine forældre, til dine søskende, til dine venner.
Derfor findes der også et levende håb, der ikke beror på os selv.
Kristi opstandelse kan fornægtes, men det ændrer ingenting.
Der findes endda et levende håb om syndernes forladelse, de dødes opstandelse og et evigt liv.
For Kristi opstandelses skyld findes der en levende tro med en fast grund
Den var der ikke før opstandelsen. Hverken håbet eller troen drev Maria ud i morgenmørket, kun kærligheden til en død. Men den morgen fødtes en levende tro på en levende Herre.
Johannes løb hurtigst. Håbet drev ham, ikke troen. Da håbet bekræftedes, fødtes troen: Han så og troede.
Peter gik først. Om hans tro står der ikke noget, men vi ved at den kom.
Hvor var Maria? Jesu mor? Hvorfor var hun ikke der?
Var hun måske den eneste som bevarede håbet og troen mellem langfredag og påskedag; ventede i tryg vished om at underet der skulle ske? Og som derfor ikke havde behov for at se efter?
Om troen kom hurtigt som hos Johannes, eller tog sin tid som hos Peter, så havde den samme faste grund. Noget var virkeligt sket. Kristus var stået op fra de døde.
Af ham, ved ham, til ham.
| 
Prædiken